Brejning Egnsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv
|
|
Nyt Afsnit
Historien om Spjald Vi skal langt tilbage i tiden, for allerede i Broncealder og Jernalder ved vi, at der boede mennesker her, hvor vi andre færdes i dag. Se blot på de flotte gruttesten og bunden af en jernalderkværnsten, som står opstillet udenfor museet.
Hvad betyder navnet Spjald ? På gammelt dansk er det udtryk for en lille firkant, især med henblik på et firkantet markstykke i enden af en større mark, og sådanne firkantede markstykker lå der netop her i udkanten af Brejninggårds vestermark. To af stykkerne kaldtes Nørre- og Sønder Spjald. De ses på Brejninggårds udskiftningskort fra 1791. Man kender også udtrykket "at væve på spjald". Vi har flere sådanne væve her fra sognet, som man især brugte til at væve bændler og strømpebånd på.
I 1638 skrev den lærde Ole Worm fra Københavns Universitet til landets biskopper og bad dem om at anmode sognepræsterne om at forfatte en beskrivelse af deres sogne især med henblik på ældre - antikvariske - ting og seværdigheder. Det var en meget blandet bunke besvarelser, der kom ud af det. Dengang gik man ikke lige ind til boghandleren efter et stykke papir, det købte man i dyre domme, og man havde sjældent mere, end man lige skulle bruge, så nogle præster sad ganske simpelthen anmodningen overhørig, andre skrev: "Sådan noget har vi slet ikke her hos os", det kunne jo stå på et lille stykke papir, og deres underskrift fyldte såmænd mest. Men enkelte, og blandt dem sognepræsten til Brejning og Nørre Omme, Jens Lauridsen Handbjerg, satte sig ned, tænkte over deres sogne og de mennesker, der boede der, og gav sig så til at skrive og tegne, og derfor har vi her fra Brejning sogn det første kort over sognet, og det er første gang ordet Spjald nævnes. Præsten var en omhyggelig iagttager, og der er ikke tvivl om, at han har fået det hele med. Derfor ser vi på byen Spjalds plads kun to ting, Spjald dige om marken, som angiver det gamle skel ind til Brejninggård, og de tre Spjaldhøje. Spjaldhøjene er længe væk, vi bor idag næsten ovenpå dem, de lå i en række mellem skolen og Arne Agerbos hus. Spjald dige er også væk, resten af det kan vi se på de første billeder fra byen.
Ja, men hvor er Nørre- og Sønder Søndergård da henne ? De lå slet ikke her, og da det jo er deres jorder, en hel del af Spjald ligger på, skal vi se lidt mere til dem. Hvorfor hedder de egentlig Søndergårde ? På det gamle kort fra 1638 er en gruppe ejendomme angivet på lokaliteten Brejning Kirkeby. Tre nord for kirken, fire sydvest for kirken. De nordligste er de to Pilgårde og Dumpen. De sydlige er Kirkestedet, Kirkehuset og de to gårde, der kom til at hedde Søndergårde. Da Gunde Lange i 1646 solgte Brejninggård med alt dens tilliggende, og d.v.s. hele Brejning sogn, til sin bror, Peder Lange, lå de to Søndergårde stadig i Kirkebyen, og det samme var tilfældet, da Peder Lange indberettede om sit gods til Kronen i 1660 efter Svenskekrigene. Det viser sig her, at jordtilliggenet til de to Søndergårde er lige nøjagtigt det samme som til de to Pilgårde, og endnu i 1660 angav man kun Kirkebyens gårde under eet, man brugte ikke deres navne, men fra 1661 og frem taler man om de to Søndergårde.
De to gårde havde en del af deres jordtilliggende nordpå mod Ravnsbjerg å. I forarbejderne 1683 til Matriklen 1688 benævnes en del af gårdenes jorder " Spjald Vang ", og hertil blev gårdene flyttet i hvert fald før udskiftningen af kirkebygårdenes jorder i 1795. Det kan nævnes, at Præstegården - Gl.Præstegård - også havde en del af sit jordtilliggende nordpå, idet gården "Nygård" er den halve Præstegård, udstykket i år 1800. Det ses tydeligt på det minorerede kort, som er tegnet på grundlag af Matrikuleringen, som begyndte i 1804. Præstegårdens jordtilliggende var lidt større end det, Pilgårdene og Søndergårdene havde. I folketællingen 1801 kaldes resten af Søndergårdene i kirkebyen for Gammel Gaardsted.
Under Svenskekrigene, der sluttede i 1660 led befolkningen under gentagne plyndringer, ikke kun af fjenden, men nok så meget af hjælperne, som for en stor del bestod af polske lejesoldater. Vi ved, at Nr.Omme præstegård brændte påskedag 1659, mens gudstjenesten var i fuld gang. Alle løb fra kirken til præstegården, sognepræsten løb ind i sit studerekammer, antagelig for at hente kirkebøgerne, men først ville han styrke sig med en snaps fra sit skab, og da han havde drukket den, sank han død om og blev båret ud, men man glemte bøgerne, som gik tabt, herunder også sognets kirkebog.
Ved matrikuleringen i 1688 af alt sognets jord blev hartkornet til en hel del af sognets ejendomme sat betragteligt ned, blot ikke til de to Søndergårde, som kun fik en minimal nedsættelse, og det tyder jo på, at de har haft jord af god bonitet at dyrke. Beboerne på de to gårde var, som de fleste andre i Brejning sogn, fæstere under Brejninggård med de pligter og byrder, det indebar. Interessant er det, at de to gårde i alle årene frem til salget af Brejninggårds bøndergods i 1794 vedblev at høre under Kirkebyen i de forskellige opgørelser.
I 1753 skete der lidt nyt på stedet. Godsejer Eenholm på Brejninggård overtog vedligeholdelsen af broen over Ravnsbjerg å, som sognets bønder indtil da havde vedligeholdt under store besværligheder og ditto udgifter. Han fik lov at opkræve bropenge og ville da forfærdelig gerne have lov ved samme lejlighed at få en privillegeret kro etableret i Ravnsbjerg, så man derfra også kunne opkræve bropenge. Det fik han ikke lov til, men måtte i stedet bygge et hus, Brohuset kaldet, på marken syd for åen, og det ses på det gamle vejkort fra 1801. Det lå her til omkring 1806, hvor det igen blev revet ned. Det har ligget nogenlunde der, hvor "Møllebakkevejen" drejer fra Hovedvejen idag, måske lidt længere mod nord skjult af hovedvejen. Her boede i årenes løb en blanding af unge folk, der ventede på at få en gård i fæste og bønder, der var sat fra deres gårde. I de sidste mange år boede enken Maren Bjerrebo her, hun var kommet fra Sædding med en børneflok, hvoraf et enkelt døde stående på hovedet i et vandhul på marken, som kirkebogen så malende beskriver.
Da Brejninggård solgte en hel del af bøndergodset til selveje i 1794, var der ingen af de to fæstere i Nr.-og Sdr.Søndergård, der følte trang til at købe sig frie, noget de iøvrigt havde til fælles med beboerne i flere af sognets store gårde. Sønder Søndergård blev købt til selveje i 1797, og samtidig blev gården Sig udskildt (Kr.Stenums gård). Nørre Søndergård blev først købt til selveje i 1815.
Spjald by anno 1916 - Set fra nord
I 1821 begyndte der at ske lidt mere i Spjaldområdet. I første omgang var det godsejeren på Brejninggård, der så en fordel i at opdyrke noget af den vestlige hovedgårdsmark op mod det gamle "Spjalddige". Tømrer og snedker Jens Kristensen fra Tudskjær i Kirkebyen fæstede en del af Nørre Spjald og byggede et hus på jordlodden. Det er begyndelsen til den senere Spjaldgård. Han flyttede ikke selv herop, men solgte beboelsen i 1822 til Jens Thomsen fra Kongensbjerg, der samtidig fæstede jordlodden af Brejninggård. Samme år giftede han sig med Ane Margrethe Mikkelsdatter fra Vind, og disse to er de første, der boede på lokaliteten Spjald, netop på Spjald, som man sagde. Da de var 66 og 45 år, er det ikke deres efterkommere, der befolker byen idag.
I 1829 overtog Jens Kristensens brorsøn, Mikkel Christensen Tudskjær, fæstet, og hans datter, Mariane, blev født på ejendommen 3.12.1829 som det første barn født "på Spjald".
I 1830 blev den næste beboelse bygget heroppe, idet Jens Nielsen fra Stauning fæstede et hus, som undertiden kaldes Spjaldhus, der blev bygget nord-øst for Spjaldgård ved Randbækvejen. Jordtilliggendet bestod i en strimmel jord ned mod Møllebækken, og en del af huslejen bestod i at konen, Karen, arbejdede 10 dage i høsletten og 10 dage i kornhøsten på Brejninggård, på egen kost og med egne redskaber, og arbejdsdagen var sat fra solens opgang til dens nedgang.
I 1843 fæstede snedker Peder Møller Jensen fra Timring en ejendom, der blev bygget syd for Spjaldgård, nogenlunde hvor DLG ligger idag, og året efter blev der lige vest for denne ejendom bygget et hus til den fraskilte Mette Katrine Henriksdatter fra Kongensbjerg, og disse fire huse udgjorde sammen med Søndergårdene og Sig områdets bebyggelse til efter 1880. Det ses på generalstabskortet fra 1873. Vi kan altså sige, at indtil efter 1880 bestod beboerne af tre gårdmandsfamilier og fire fæstehusmandsfamilier.
I 1834 var Nr.Søndergård blevet købt af sognefoged, kromand og gårdejer Anders Hansen fra Ravnsbjerg. Det ligger ligefrem i hans forskellige bestillinger, at her var der en mand, der ville noget. Han lånte gennem årene en hel del penge ud bl.a. her i sognet og overtog ind imellem gårde som ufyldestgjort pant, og på den måde fik han også Nr.Søndergård. I 1835 fik han bevilling til at drive kro i Ravnsbjerg, som hermed blev sognets første lovlige kro, efter at der sikkert havde været drevet krohold i mange år forud, gården lå jo bekvemt på studevejen sydpå over Ravnsbjerg å, og folk overnattede her inden den videre tur sydpå. Han havde blandt mange børn en datter, Mette, som i 1837 blev gift med Jacob Astrup Christensen fra Astrupgård. Det fortælles, at da Anders Hansen så ham an som kommende svigersøn, skal han have sagt: " Han er vist ikke meget værd, men han kommer vel til at skulle have d e t alligevel." Det var ikke datteren han mente, men Nr.Søndergård. Det er muligvis rygtet om denne vurdering, der har ægget Jacob Astrup Christensen til at vise, hvad han var værd, for han var en lige så dygtig landmand, som svigerfaderen og lige så fremsynet. I daglig tale kaldtes han Jacob Søndergård, og med årene blev han en velstående mand. I 1876 rev han den gamle, noget forfaldne gård ned og byggede en ny firelænget gård. Stuehuset var flot efter sin tid, tækket med skifer, som på hestevogne blev hentet i Silkeborg. Gården måtte jo vige for børnehaven og hele bebyggelsen i det område. Stuehuset stod til 1972, hvor det blev revet ned. Hans svigerfar, Anders Hansen, måtte også godkende svigersønnens dygtighed, og han endte sine dage som en meget gammel mand i 1861 på aftægt hos familien på Nr.Søndergård. Jacob Søndergårds søn, Peder Astrup Jacobsen overtog gården omkring 1885. Han var dygtig som faderen, og det er især ham, der satte gang i bebyggelsen i Spjaldområdet.
Inden vi nu går videre, er det interessant at undersøge, om der havde været andre nærliggende muligheder for at placere en by her i sognet. Tidligere er navnet Brejning Kirkeby nævnt. I øvrigt ikke et navn, der er kommet med i Trap Danmark, hvorfor vi ikke kunne få et skilt med dette navn opsat på hovedvejen ved kirken. Man accepterer kun navnet Brejning. Poul Christensen påviste for en del år siden, at handelen i Brejning sogn for en stor dels vedkommende udgik fra Kirkebyen, og det havde vel været nærliggende at antage, at så kunne der også have opstået et bysamfund heromkring. Sognets anden matador i sidste halvdel af 1800-tallet boede da også her. Det var Anders Pedersen på Nygård, som var kommet til gården omkring 1844 som femårig sammen med sine forældre fra Hee. I 1870ne og 1880ne opkøbte han en del af gårdene i kirkebyen og lagde dem sammen med Nygård. Da man ikke måtte nedlægge gårde den gang heller uden at oprette et husmandssted i stedet, blev f.eks. Kampstedet lige vest for kirken til på den måde, da den vestlige Pilgård blev opkøbt. Kampnavnet kom som følge af ejeren af stedet, Poul Madsen Kamp. For en driftig mand havde der altså været alle muligheder for at hente en del af de aktiviteter, der nu i stedet så dagens lys i Spjaldområdet, til Kirkebyen, men det ser ud til, at den megen handlen stækkede Anders Pedersen økonomisk, så at der ikke var plads til de store armbevægelser. Det endte iøvrigt med, at han måtte sælge Nygård, og han endte sine dage i en ejendom i Abildå, og det var jo ikke Spjald !
På Sdr.Søndergård sad Mathias Christensen i disse år. Han havde giftet sig med ejeren Peder Jensens stedtvillingedatter, Karen Jensdatter, da de var i særdeles moden alder, så de havde kun et eneste barn, datteren Ane Margrethe, gift med Mathias Mikkelsen kaldet Søndergård. Da gården jo tidligere var delt, har man indtryk af, at man passede gården, og så lod man naboen på Nr.Søndergård om de store armbevægelser. Kun i 1897 udskildte man en enkelt parcel til at bygge et hus på, men det kommer vi ind på lidt senere. Gården Sig var den mindste af de tre gårde og kom slet ikke til at spille nogen rolle i Byen Spjalds opståen.
Omkring 1880 ser det ud til, at af de fire før nævnte ejendomme er kun Spjaldgård tilbage. Den blev drevet under Brænderigården ved Brejninggård og fulgte med denne, da Peder Smith fra Nymølle købte Brænderigården i 1882. Den blev drevet ved forpagter indtil 1898, hvor den blev solgt som selvstændig gård.
Da man begyndte at udstykke parcellerne fra Nr.Søndergård, var man, som det fremgår af matrikelsnumrene, begyndt nordfra og så gået mod syd. Indenrigsministeriet havde givet tilladelse hertil i 1889. Om områdets navn var der nok delte meninger i starten. Ifølge kirkebogen bruger man navnene På Spjald, Brejning Andelsmejeri og Søndergårdhus om møllen og Spjaldgård, om mejeriet og om det ene af de to første huse på stedet i 1889 og 1890.
Søndergård Mølle.
Fra gammel tid fik bønder og godsejer kornet malet på Brejninggård vandmølle, men med møllenæringens frigivelse i 1857 var der banet mulighed for andre måder. Det blev efterhånden moderne med såkaldte hollandske møller, vindmøller, der jo nok var afhængige af vinden, men ikke af vand, som ikke altid havde flydt særligt rigeligt til vandmøllen ved Brejninggård, mens vind jo som regel ikke er nogen mangelvare i Vestjylland. Jacob Søndergård gik ind for tanken, og i 1883 solgte han en parcel, Vestlige del (V.) 12b, til møllebygger Christen Sørensen, som her byggede sin 3.vindmølle i området. Han byggede med salg for øje, og møllen med stuehus blev da også solgt til en møller, Ole Christensen, året efter. Møllen lå på Møllebakken, stuehuset lå, hvor nu hovedvejen går forbi Esso. Møllen blev en grim konkurrent til Vandmøllen, og det blev udnyttet. Sognerådet lod de to mølleejere indgive næsten årlige overslag over, hvad prisen var på at få malet Fattiggårdens korn. Godsejeren på Brejninggård indskærpede gang på gang i disse år overfor vandmøllebestyrerne, at de skulle betjene møllegæsterne på bedste måde for ikke at jage dem over til vindmøllen. Det blev nok aldrig nogen god forretning at være møller i Spjald, og efterhånden fik mange gårde deres egen mølle på taget, og med elektricitetens indførelse blev en kværn hver mands eje. Møllen brændte i 1912 og blev bygget op igen i 1913 og nedrevet mellem 1937 og 1939. I et pakhus ved møllen havde Andelsforeningen en kageknuser, som blev trukket af møllen, og i 1892 fik købmand Glistrup fra Ringkøbing lov til at drive købmandshandel fra møllehuset. Han opsagde denne bevilling igen i 1913. Møllen kaldes i mange år for Søndergård mølle, først omkring 1900 bruges navnet Spjald mølle.
Brejning Andelsmejeri. Hovedgaden 85, V.12c.
Det første andelsmejeri blev opført i Hjedding i 1882 med så stor succes, at opførelsen af andelsmejerier bredte sig som ringe i vandet. I 1888 var turen kommet til Brejning sogn. Landmændene i Brejning, Hover og Nr.Omme sogne gik sammen om at bygge og drive et andelsmejeri, som blev placeret på en grund, som blev købt af Peter Astrup Jacobsen, Nr.Søndergård, V.12c, som selv havde en stor interesse i at få mejeriet igang. Man holdt stiftende generalforsamling i februar 1888 og fik så bygget mejeriet i løbet af sommeren, således at mejeriet kunne begynde at virke i juli 1888. Grunden er først udstykket i maj 1889 efter Indenrigsministeriets tilladelse af 10-4-1889. Købspris 200 kr. Langt de fleste malkende landmænd i de tre sogne kom med fra starten. Brejning sogn er i den henseende lidt specielt i forhold til andre steder med et gods, idet Brejninggård ikke selv havde et særligt godt fungerende mejeri, hvorfor godsejer Kofoed også var interesseret i at være med. Man bandt sig til at levere al mælk i de næste 12 år, ligesom koantallet skulle holdes nogenlunde konstant. Andelstankens princip med, at hver mand havde een stemme gjaldt også her, ligegyldig om man som godsejeren på Brejninggård havde 50 køer, eller hed Peder Taulborg og boede i det yderste Randbæk med blot en enkelt ko. Andelstanken var dog ikke nået helt ind i mejeriets bestyrelse, de syv pladser var besat med ejerne fra de fire ud af de fem største brug, de sidste tre pladser tilfaldt en gårdmand og to husmænd, og Kofoed fra Brejninggård blev formand. Nr.Omme trådte ud i 1899, og mejeriet fortsatte som Brejning-Hover Andelsmejeri, senere som Brejning-Muldbjerg Andelsmejeri. I 1911 var produktionen så stor, at det krævede en total ombygning af mejeriet.
Leverandørerne skulle jo tilbagekøbe skummetmælk og valle, og det gav anledning til mange diskussioner om centrifugemælks sundhed kontra håndskummet mælks. Den diskussion fik man også her i sognet, men nok på en måde, som man ikke lige havde forudset. Fattiggården startede som de øvrige leverandører med at levere mælk, men holdt op dermed igen i efteråret, fordi man fra amtet havde oplyst, at centrifugemælken ikke måtte bruges til fattiggårdens beboere, da der i spisereglementet var regnet med håndskummet mælk. Når så næsten al fattiggårdens mælk blev håndskummet, var der jo ikke noget at levere til mejeriet. Mejeribestyrelsen talte selvfølgelig godt for den centrifugerede mælk, som både blev opvarmet til over 70 grader, hvorved T.B. dræbtes, og som ved centrifugeringen blev renset for alle urenheder og "slim", som man jo måtte drikke sammen med den håndskummede mælk. Man ville meget gerne have en god løsning på problemet, ikke mindst, fordi interessenterne i deres husholdning brugte skummetmælken, og kunne der sættes en finger ved sundheden, var man sikker på at få vanskeligheder med tyendet, og det ville man jo gerne undgå. Det hele endte med en frikendelse af centrifugemælken.
Vareindkøbsforeningen. Hovedgaden 77,79,81, V.12d,f,r, 12as,au,ax, 12aa,at,av,ay.
Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening blev oprettet i 1886, og i forbindelse med mejeriets start var det naturligt at oprette Brejning kreds af nævnte forening. Peder Astrup Jacobsen byggede et hus til foreningen i 1889, og den ganske unge Søren Kusk Sørensen fra Faster ansattes som foreningsbestyrer. Foreningens medlemmer kunne afgive bestilling på varer i butikken. Bestillingerne indsendtes til hovedkontoret, som entrerede med de billigste grossister. Man undgik på den måde at skulle have et stort lager ude i de enkelte forretninger, som dog havde et udvalg til daglig handel. Vareindkøbsforeningen fik tilladelse til brændevinshandel i 1892. Søren Kusk Sørensen fik næringsbevis som købmand i 1893 og købte ejendommen af Peter Astrup Jacobsen i 1894, ikke alene matriklen, hvorpå den lå, 12d og 12f, men også matrikel 12h og 12p, alt for 3000 kr. Ifølge sognerådets forhandlingsprotokol er vareindkøbsforeningen som sådan ophørt helt 1.oktober 1901, men købmandshandelen fortsatte. Søren Kusk Sørensen blev gift i 1896 og tilbyggede da ejendommen det parti, hvor idag Sørensen har forretning og beboelse.
Spjald by anno 1916 - Set fra syd Smedien til venstre, hotellet til højre
Træhandel, bageri, smedie. Hovedgaden 69,71, V.12j,q.
I 1889 byggede Peder Astrup Jacobsen et hus, Søndergårdhus kaldet, her på stedet indeholdende stuehus med bageri samt en smedie, der lå for sig selv. Fra stuehuset blev der drevet træhandel, og huset var indrettet således, at man kunne gå fra træhandlerens del til bagerens del. Andelsmejeriet var jo kommet godt igang, og det betød også, at landmændene skulle ind til mejeriet og hente udbetaling af mælkepenge. Det gav anledning til sammenkomst med hvad deraf fulgte. Fra politiprotokollen kan vi læse om udfaldet af en sådan sammenkomst. Gdr.Hans Nørgård Graversen, Blæsbjerg, havde hentet sine mælkepenge, var derefter et smut inde i vareindkøbsforeningen, hvor han købte portvin,og derefter hos træhandler Jensen og bager Hansen, hvor der blev drukket en del øl og portvin. Som man kan tænke, endte det hele i et gevaldigt slagsmål ud på aftenen, og Graversen følte sig så forulempet, at han lod sig køre til distriktslæge Juul i Videbæk til nærmere undersøgelse tidligt på morgenen. Han blev fornærmet over at blive vækket af en fulderik, og meldte træhandleren og bageren for ulovlig udskænkning - smugkro. Der blev holdt politiforhør, hvor det fortaltes, at så godt som alle andelshaverne havde været samlet og havde drukket en del øl, men man ville ikke rigtig ud med, om de var købt eller foræret. Man købte brød og smør hos bageren, det var trods alt lovligt. Knapt midnat havde forsamlingen været inde i vareindkøbsforeningen og havde købt portvin af Søren Kudsk Sørensen, som havde sagt, at de ikke måtte drikke den derinde, men det gjorde de nu alligevel. Træhandleren erkendte at have solgt øl til fortæring på stedet ved flere lejligheder. Det var iøvrigt ham, der lejede bageriet ud til bageren. Selve slagsmålet var nu noget overdrevet. Hans Graversen havde trukket krog med Mikkel Andersen Højmose, og det var endt lidt for voldsomt, som det kan ske, når der er for meget spiritus i blodet. Sagen endte med en bøde for ulovlig udskænkning.
Se, det vi nu har hørt om, er Spjald by anno 1889, eller rettere sagt, Søndergård Mark, for det er stedets første betegnelse. Her var altså et mejeri med beboelse og et par huse med en smedie, alt bygget i grundmur og med paptag, sådan som de første mange huse blev opført på stedet. Man synes jo nok, at paptag og smedie ikke hører særligt godt sammen, og det endte da også med, at smedien brændte i 1891 og blev opbygget på sin ejen matrikel. Vender vi os til den folketælling, der findes fra 1890, så støder vi på de første kendte beboere på stedet, som på længere sigt kom til at præge udviklingen i byen.
I smedien boede Anders Kristiansen, senere kaldet Kongensbjerg, med sin kone og tre børn, hvoraf det yngste var født i smedien i 1889. I huset efter smedien var både træhandleren og bageren udskiftet med nye folk, måske en følge af udskænkningspostyret. Her boede den 20 årige træhandler Jakob Søndergård Andersen med sin søster, Mette, som husbestyrerinde, og bageren var den ligeledes 20 årige Mikael Mikkelsen Ramsing, som senere skiftede fra bagerhåndværket til blikkenslagererhvervet i Lem og igen senere til træhandlererhvervet i Spjald. Han blev iøvrigt gift med Mette, og sammen er de bedsteforældre til Carlo Ramsing. I vareindkøbsforeningen boede den 21 årige uddeler Søren Kusk Sørensen med sin husbestyrerinde. Til slut kom mejeriet, som benævnes Brejning Mejeri med den 31 årige mejeribestyrer Wilhelm Leffler med kone og to unge elever. Altså en ung "besætning" på stedet.
Bageriet nedbrændte i 1897 i februar måned. Ejeren var skrædder Jens Chr.Jensen, som havde købt stuehuset med bageriet af Peder Astrup Jakobsen i 1893. Hvordan det er gået til vides ikke, for brandforhøret er ikke bevaret, kun oplyses det, at murer Niels Agerbo i Videbæk, brandfoged Thomas Christensen af Mose og ejeren indgik på alle at betale en bøde for den begåede overtrædelse af brandpolitilovgivningen, så der er nok sket ombygninger på stedet, der ikke har været så gode.
Bygningen blev igen opført på brandtomten som skrædderi og bageri. Bageriet blev herefter udlejet til bager Laurids Andersen, som udover at være bager holdt Landbohjem for landboerne, når de var på besøg i byen. I den anledning klagede han i 1899 over sin skatteansættelse, som syntes ham alt for høj, når han sammenlignede sig med, hvad Fenger på Bilring betalte. Sognerådet mente, at skatteansættelsen var god nok, idet man havde svært ved at sammenligne beværtning og landbrug, da man mente, at beværtningen sikkert gav en indtægt på flere hundrede procent, hvilket ikke var tilfældet med landbruget. Han klagede så til amtet, som beordrede kommuneskatten nedsat. I 1900 nedlagde han skænkeriet for Landbohjemmet. Der er iøvrigt ikke fundet ansøgning om bevilling fra ham til at drive gæstgiveri.
Bageriet, 12q, blev købt af bager Edvard Jensen i 1902, som købte et stykke jord vest for bygningen, 12v, hvorpå han i 1903 opførte et nyt bageri vinkelret på hovedbygningen. Samme år fik han næringsbevis som værtshusholder uden ret til udskænkning af stærke drikke, hvorefter han igen oprettede Landbohjemmet. Han var en virksom mand, der i 1904 byggede en gymnastiksal af træ vest for bageriet parallelt med stuehuset, hvor der nu foruden beboelse også var butik.
Hovedgaden 67, V.12k.
For nu at gøre bygningen helt færdig, så var Jakob S. Andersen træhandler, hvor der i 1893 blev skrædderi. I 1890 - samme år som folketællingen - indberettede gendarmen til amtet, at Jakob Søndergård Andersen drev uberettiget næring uden næringsbrev fra sin butik ved Brejning Andelsmejeri, hvorfra han solgte trævarer, pottemagervarer, sko, støvler, træsko og øl. Det oplystes, at han i et år havde drevet forretning for egen regning, men på et købmandsbevis, der tilhørte gdr. Søren Chr. Vinther i Opsund, der ikke brugte det og som ikke havde noget at gøre med Jakob S. Andersens forretning. Først lånte han det ud til Laurids Kamp, der drev købmandsforretning ved Brejning kirke, og da han så selv fik eet, gik det videre til Jakob S. Andersen, der jo ikke var gammel nok til selv at erhverve et. Jakob S. Andersen søgte derfor samme efterår sognerådet om myndighedsbevilling, som han fik, da man anså det for en veldfærdssag for ham at erholde bevillingen, og med den i hånden fik han bevilling til at drive træhandel og købmandsnæring.
I 1892 byggede han til nabobygningen, adskildt fra denne med en brandmur, et 8 fags hus med stentag, og det var jo en god foranstaltning med det tag og brandmuren, da nabobygningen brændte. Han fik skøde på grunden for 25 kr i 1893. Vand fik han fra smediens brønd, idet smedefamilien måtte gå ind på, at beboerne i 12k og 12m,n - skomageren - skulle have adgang gennem deres have til at hente vand i brønden.
Hovedgaden 73, V.12h,p.
Denne parcel havde Søren Kudsk Sørensen som nævnt købt i 1894 af Peter Aatrup Jakobsen. Årstallet på huset siger 1891, så sælgeren må jo have bygget huset med salg for øje. Søren Kusk Sørensen solgte huset videre i 1896 til tømrer Kristian Peder Kristiansen, Per Snedker kaldet, som var hans svoger. Han havde iøvrigt bevilling ikke alene som tømrer, men også til detailhandel og brændevinshandel, den sidste dog opsagt i 1910. Huset har altid kun været benyttet til beboelse.
Smedien. Hovedgaden 65, V.12l.
Som nævnt brændte den første smedie i 1891, hvorefter smedien igen blev opbygget samme år på nabogrunden af smeden, Anders Kristiansen, som fik tilnavnet Kongensbjerg, efter at han fra 1896 til 1909 drev ejendom og smedie i Kongensbjerg. Han fik dog først skøde i på grunden i 1893 for 25 kr, men det oplyses heri, at smedien var bygget af ham. Der var stuehus i sydenden og smedie i nordenden af huset, som var af grundmur og stadigvæk tækket med pap. Som det er nævnt tidligere, måtte hans brønd benyttes af beboerne i de to nabohuse.
Skomageren. Hovedgaden 61,63, V.12m,n.
På den nordlige af disse to grunde byggede skomager Mads Lauridsen sit hus i 1892. Huset indeholdt beboelse, værksted og butik Han fik skøde på grundene for 200 kr i 1893. Han fik bevilling som skomager i 1890 og boede i de første to år i Kirkebyen i Kampstedet. I 1916 byggede han huset på den sydlige parcel, 12n.
Klanges hus. Hovedgaden 75, V.12g,o.
Disse to grunde købte mejerist Wilhelm Leffler af Peter Astrup Jakobsen i 1893 for 200 kr efter at have bygget huset i 1892 som beboelse og forretning. Wilhelm Leffler startede som mejeribestyrer, men han havde åbenbart mere lyst til at handle. I 1891 anklages han for at drive ulovlig manufakturhandel fra sin bopæl ved siden af andelsmejeriet uden at have næringsbevis. Næringsbevis som købmand søgte og fik han derefter i oktober 1891, og så opsagde han sin stilling som mejeribestyrer for at blive manufakturhandler. Da han solgte i 1896 var forretningen indrettet med to diske, fire reoler og een montre.
Møllebakken 1, V.12e,s.
Alt, hvad vi indtil nu har talt om, har haft tegn af en mandsdomineret verden med kvinderne pænt i baggrunden, men et af byens første huse er dog opført af en kvinde, Bodil Kirstine Graversen fra Blæsbjerg, som var skrædderuddannet. Hun købte et stykke jord af mølleren, Anders Nielsen, i 1892, og herpå byggede hun et hus med beboelse og butik. Hun drev skrædderi og havde i perioder en lærling ansat. Hun fik bevilling som skrædder i 1893.
Hovedgaden 89, V.12x.
For en ordens skyld tages huset her med nu, da det jo ofte optræder på billederne af mejeriet. Grunden tilskødes Jens Andreas Knudsen af Peter Astrup Jakobsen i 1905, og er jo sikkert bebygget omkring den tid. Han var dagvognsejer i 1905 og solgte også brød. Han fik en bevilling som høker i 1907. Dagvognene var byens mulighed for forbindelse udadtil. Ikke nogen offentlig forbindelse, det ses f.eks. aldrig, at vognmændene har fået bevilling til dagvognskørsel. Fra Brejning gik der en rute til Skjern og een til Ringkøbing. I 1910 var det Jakob Søndergård Andersen og hans bror, Peder Astrup Andersen, der drev dagnvognskørselen til Skjern.
Nu er "byen" da så småt bebygget og ved at ligne en by her i midten af 1890ne. Læg mærke til, at det væsentligst er på den vestre side af hovedvejen, at bebyggelsen er sket. I disse år forsvinder navnet Søndergård Mark til fordel for navnet Brejning Mejeriby. Men der begyndte også at ske lidt på hovedvejens østre side. Da Peter Smith på Brænderigården døde i 1897, blev Spjaldgård og jorderne ned til det, vi idag kender som Engvang overtaget af hans svigersøn konsul Chr.Høj i Ringkøbing, og han har givet set en mulighed i at begynde at udstykke noget af jorden.
Hovedgaden 84, Brejninggård (B.)1bg, 1bh.
Dette er det første hus, der blev bygget på vejens østside. Lars Andersen fra Højmose byggede i 1898, men fik først skøde på jorden i 1899. Der blev bygget 12 fag beboelse, bagestue, butik og bageovn, stadig grundmur og paptag, men han havde også andre planer, for i 1899 byggede han en kørestald syd for ejendommen samt gæstestald og slagteri, og samme år ansøgte han sognerådet om bevilling til at drive gæstgiveri i Mejeribyen. Det synes jo at være en nærliggende tanke, for en kro var det eneste, der manglede på stedet, men sognerådet var imod, og ville ikke anbefale sagen til amtet, der stod for bevillingerne. Han havde iøvrigt heller ikke bevilling til at drive bageri, men har måske tænkt sig at ansætte en bager. Det er nok derfor, at han solgte det hele til købmand Bank Jeppesen fra Skjern i 1899, som solgte videre til Peter Wilhelm Pedersen i 1900. Han løste næringsbrev til detailhandel, grovvarehandel og brændevinshandel samme år. I 1908 fik han næringsbrev på handel med korn og foderstoffer.
I 1907 byggede han to fag til husets sydende til butik, og i de følgende år byggede han oplagsrum til støbegods og pakhuse til korn- og foderstoffer. I 1910 byggede han huset på Hovedgaden 86, B.1ca, og i 1911 udlejede han huset med købmandsbutikken til J.F.Mortensen.
Han fortsatte med korn- og foderstofhandel fra det nye hus og byggede tre grundmurede pakhuse. Alt det, som er DLG idag.
I 1912 oprettede han tømmerhandelen på grundene, der ligger på Hovedgaden 90, B.1co,1cp, alt det vi kender som Tømmerhandelen idag.
Hovedgaden 80, B.1bj.
Dette hus er det næste på hovedvejens østside, bygget i 1899 af vognmand Georg Chr. Jeppesen, efter at han havde købt grunden af konsul Høj i Ringkøbing. Senere boede der tømrer, karetmager og detailhandler i huset.
Hovedgaden 78, B.1br,1cd.
I 1901 byggede slagter Hans Bertelsen Kamp slagtehus og beboelse et stykke nede på den grund, han samme år havde fået skøde på af konsul Højs enke i Ringkøbing. Det var adskildt af en brandmur til naboen mod syd, hvor der var smedie. I 1910 købte han 1cd til og byggede samme år forhuset, som blev indrettet til slagtebutik og beboelse.
Hovedgaden 76, B.1bs.
I 1901 byggede smed Niels Pedersen 8 fag smedie, 2 fag stald og eet kammer på sin grund sammen med slagtehuset nordfor. Huset havde paptag, så han søgte og fik dispensation fra brandvedtægten. Allerede i 1902 byggede han forhuset på 11 fag med to lejligheder. I 1905 bygger han smedie længere nede ad gaden, og i de næste år bruges stedet mest til beboelse uden erhverv, men fra 1910 er der bageri i bagbygningen og bagerbutik i forhuset. Det år kom bagermester A.C.H.Andersen til byen, og da bageriet i Afholdshjemmet tilsyneladende er nedlagt i forbindelse med konsortiets leje af bygningen, har han bygget bageri i smedien. Skorstenen kunne vel genbruges.
Hovedgaden 74, B.1bt, 1cf. nedrevet 1973.
I 1901 flyttede træhandler Jakob Søndergård Andersen over på hovedvejens østside og byggede 11 fag hus med beboelse, forretning og værksted i grundmur og med stentag.
Forsamlingshuset.
I 1901 gik beboerne i sognet sammen om at få bygget et forsamlingshus i Mejeribyen. For at få penge hertil blev der solgt aktier, hvis pålydende var 5 kr., ligesom der blev indsamlet frivillige bidrag. Der blev solgt 363 aktier i løbet af kort tid, de fleste havde en enkelt, men der blev solgt otte aktier til en enkelt. Det gav penge nok til, at forsamlingshuset kunne bygges i løbet af sommeren. Ifølge vedtægterne skulle huset bruges til møder med kristelige, folkelige, afholds-, landbrugs-, borgerlige-, politiske- eller andre oplysende foredrag. Huset måtte a l d r i g benyttes til offentlige eller private forlystelser, ligesom møder, der stred mod de kristelige grundsandheder, menneskellig moral eller sædelighed var forbudte. Bestyrelsen bestod af tre medlemmer fra Grundtvigsk retning og to medlemmer fra Luthersk Missionsforening. Hvad så med Indre Mission ? De byggede et missionshus, som lå - og stadig ligger som privat beboelse - på vejen ned i Brejninggårds Mose, Kratvej 2. I 1915 skænkede købmand Wilhelm Petersen dem en grund i Spjald, Hovedgaden 18, B.1fg, hvorpå missionshuset Tabor blev bygget.
Forsamlingshuset blev nedrevet i 1965 for at give plads til Engvang.
Hovedgaden 72, B.1bk.
I 1905 byggede smed Niels Pedersen et nyt hus her på grunden med beboelse og smedeværksted, grundmur og stentag. I 1908 var her købmandsforretning, og i 1912 flyttede den nyoprettede Brugsforening herind. Brugsen var samme år startet i Afholdshotellets nordre ende i et lejet lokale, men da der hurtigt blev pladsmangel, gik et udvalg sammen om at købe dette hus og videreleje det til Brugsforeningen, som iøvrigt blev ejer i 1916. Brugsens spiritushandel blev nedlagt for stedse i 1915, det varede dog kun til 1950. I 1919 byggede man pakhuse til Foderstof- og Gødningsforeningen, det vi kender som RAG idag.
Spjaldgård 1898
Hovedgaden 70, B.1by.
I 1903 fik murer Jens Sørensen næringsbrev som murer, og han mester for mange bygninger her i sognet. Han endte som ejer af Brejninggård. I 1905 fik han skøde på denne grund og byggede det, vi senere kender som Spjald Afholdshjem eller Spjald Hotel. Han må jo have følt manglen af et gæstgiveri i Mejeribyen og har ganske sikkert bygget med den tanke for øje, at nu skulle det være, men da han søgte om at måtte oprette et gæstgiveri i Mejeribyen i 1905, fik også han et nej fra sognerådet. Også her er der i skødet en passus om, at ejeren af naboejendommen mod syd havde uhindret ret til denne ejendoms brønd.
Han blev træt af at vente på en bevilling til at drive gæstgiveri og solgte i 1907 til bager Edvard Jensen fra Hovedvejens vestside, som jo havde en bevilling som afholdsvært. Det er nu interessant at se skødet ved handelen, for heri nævnes en skænkestue med inventar af borde, stole og skænk, en grammofon og en musikautomat med plader til begge dele. Så han har da været forberedt på invasion af gæster, og et gammelt rygte vil da også vide, at byens borgere gik på kro her på stedet. Edv.Jensen beholdt iøvrigt sin gymnastiksal på vejens anden side. Bageriet nedbrændte iøvrigt, lige inden han flyttede over på den anden side af vejen, så det blev flyttet derover. Han søgte sognerådet om tilladelse til at logere rejsende, samme år han overtog bygningen, og det fik han tilladelse til.
Det var åbenbart ikke nogen guldgrube at drive afholdshjem, for allerede i 1908 måtte han sælge til mejerist Mads Kr.Brosbøl, som iøvrigt drev den første telefoncentral i Spjald.
Det gik heller ikke for ham, og i 1910 lejede a/s Brejning og Omegns Afholdshjem sig ind i bygningen og ansøgte om at måtte drive afholdshjem her. Man fik tilladelse og bevilling til at drive gæstgiveri og beværtning uden udskænkning af stærke drikke. Foreningen var stiftet samme år med det formål at drive et afholdshjem i Brejning sogn, hvor tilrejsende og sognets beboere kunne finde et roligt og hyggeligt opholdssted, hvor udskænkning af spirituøse drikke og kortspil var forbudt. Der blev tegnet 10 aktier à 50 kr til 10 af sognets mænd, og da man samme år købte afholdshjemmet med bageri, gik man sammen med Søren Jensen, Muldbjerg Mølle og Hans Sig, Hover Sig, den førstes far var født her i sognet i Langagergårde, den sidste var født i Ravnsbjerg, således at man var oppe på 12 mand til at drive interessentskabet. Altså de første 12 apostle.
Hans Sigs datter, Maren Hansen Sig blev ansat som værtinde, til hun selv overtog Hotellet i 1915. Iøvrigt havde tømrer Niels Stampe, der var ansat på afholdshjemmet, fortsat med at drive beværtningen på Edv.Jensens bevilling. Han ville gerne have fortsat dermed et andet sted i byen, men det syntes sognerådet ikke om, og noget kunne tyde på, når man læser mellem linierne, at han havde drevet beværtningen lidt i Jens Sørensens ånd ! Til gengæld fortsatte han med at drive telefoncentralen.
Hovedgaden 68, B.1bz.
Huset er bygget i 1905 af gdr.Jens Jensen, Røjkum, som bolig til en datter og svigersøn, også Jens Jensen, der drev snedkerværksted på stedet. Senere gartnerforretning og derefter barber Thomsen, nedrevet o.1974 og nu Ringkøbing Landbobank.
Hovedgaden 88, B.1bø.
Vognmand Chr.Thomsen fik skøde på grunden i 1905 og byggede samme år 10 fag stuehus og hestestald ud mod vejen og 8 fag lade og brændselsrum vinkelret herpå. I 1915 er hestestalden blevet til kostald, og ny hestestald og vognport er indrettet mod nord og øst.
På vej mod Stationsbyen.
Når man læser i sognerådets forhandlingsprotokol fra årene først i 1900tallet, nævnes det gang på gang, at nu påtænkte man at bygge jernbane her og der: Skive-Skjern over Videbæk, Ulfborg-Herning over Spjald, næsten som man kendte det fra "Kleinbanerne", der dækkede en stor del af Sønderjylland på den tid. Alligevel kun luftkasteller, men i 1908 lysnede det, da blev der nedsat et jernbaneudvalg i Ringkøbing med henblik på at bygge en jernbane fra Ringkøbing til Nr.Omme igennem Brejning sogn.
Det er nok det, der er med til at befordre byens vækst sydpå, for i årene herefter skete der en ret stor byggeaktivitet, således at byen fik noget af det præg, som vi kender idag. Og nu var det ejeren af Sdr.Søndergård, Julius Andersen, der fik en mulighed for at udstykke jord til beboelse. Herfra var der ikke sket anden udstykning end, at det såkaldte Røde Hus, Hovedgaden 45, V.19b, var blevet bygget i 1897 af snedker Jens Jensen, som beboelse. Det kan man også sige, at det blev brugt til, for ifølge folketællingen 1901 boede der tre familier i huset, ialt 13 personer !
Hovedgaden 62, B.1cq,1lm.
Dette er det første hus, der blev bygget på denne side af hovedvejen, idet det blev bygget 12 fag hus af maler Carl Knudsen i 1908, 7 fag beboelse og 5 fag malerværksted.
Hovedgaden 62, B.1cr,1fz.
Grunden blev overtaget af Hans Nielsen i 1908, men videresolgt til murer Jens Sørensen i 1909, der samme år byggede 7 fag beboelseshus, som solgtes til Hans Mosgård Sørensen i 1912. Han tilbyggede 7 fag butik mod nord og 4 fag pakhus mod øst, således at sønnen, Niels Mosgård Sørensen, kunne drive købmandsbutik herfra.
Hovedgaden 59, V.19d.
På vestsiden af hovedgaden skete der også lidt mere. I 1910 byggede Karen Marie Andersen 12 fag hus til beboelse og butik, idet hun havde viktualie- og pålægsforretning. I 1921 blev der iøvrigt opført et slagtehus . Det var her byens anden Søren Kusk Sørensen boede, Søren Fedt kaldet imodsætning til Søren Forening i købmandshandelen.
Hovedgaden 55, V.19e, Hovedgaden 57, V.19f.
Der er tale om et dobbelthus, på sin vis byens første rækkehus, bygget 1910 eller 1911, 19e af skrædder Peder Mørk, 19f af Jens Kr.Nielsen, begge huse på 6 fag til beboelse og butik. Ret hurtigt modehandel i nr.55 og syersker i nr.57.
Hovedgaden 54, B.1db,1dc,1fø.
Huset er bygget i 1910 af gartner P.C.Pedersen, hvorfra han skulle drive handels- gartneri. Der var 12 fag beboelse og butik, samt 10 fag stald og vaskehus. Det gjorde han også de første år, men i 1914 lykkedes det at få læge Theodor Østergaard til at etablere lægepraksis i byen, og huset blev købt, efter at der var dannet et aktieselskab, der tegnede aktier i huset. Man havde allerede i 1907 nedsat et udvalg, der skulle søge at få en læge til sognet og få bygget en lægebolig i Mejeribyen. Man havde jo læge fra Videbæk, men det var, efterhånden som befolkningen voksede, en dårlig og ikke mindst befordringsmæssigt dyr løsning.
I 1892 var loven om offentlige sygekasser vedtaget, og i marts 1897 blev Brejning Sygekasse startet med ni medlemmer, hvoraf den ene på grund af kronisk sygdom iøvrigt ikke kunne følge med over, da sygekassen blev statsanerkendt samme år i maj måned. Som nydende medlemmer optoges arbejdere, husmænd, håndværkere og næringsdrivende, lavtlønnede bestillingsmænd, alle hustruer, børn under 15 år var gratis med, desuden enker og tjenestefolk. Den øvre indtægtsgrænse var sat til 1000 kr om året. Der optoges folk over 15 og under 45 år, når de kunne vise lægeattest på et godt helbred. Man havde ret til fri lægehjælp, frit sygehusophold, 40 øre pr.dag i dagpenge udover 5.sygedag i 13 uger, samt fri befordring til lægen, hvis man ikke selv havde hest og vogn. Man kunne ikke modtage hjælp i tilfælde af sygdom forårsaget af druk, ved kønssygdomme eller sygdom som følge af slagsmål, heller ikke, hvis man ikke selv var skyld i slagsmålet, så det var bedst at gå gennem livet med nedslagne øjne! Sognerådet vedtog iøvrigt, at man ikke kunne få bevilget kørsel til tandudtrækning.
Alligevel var det et kæmpe fremskridt i forhold til den forudgåede tid, hvor den eneste hjælp, man kunne få, var fattighjælp med alt det, det medførte.
Sognet var delt i 6 kredse, og kredsforstanderen modtog meddelelse om sygdom og anmodning om lægehjælp, udleverede sygesedler og sørgede for det videre fornødne. Den første formand, lærer Jens Lund i Hovedskolen, var også kasserer. Indskuddet var 1 kr og så kostede det 25 øre pr.måned at være med.
Hovedgaden 42, B.1ct.
Dette hus byggede tømrermester Niels Stampe i 1910 til beboelse og telefoncentral med et snedkerværksted bagved. Som det er nævnt tidligere, havde Niels Stampe overtaget telefoncentralen oppe på Afholdshotellet. Den var startet i 1905 med 5 abonnenter. Kofoed på Brejninggård med flere andre beboere havde allerede i 1898 formået sognerådet til at tegne fire aktier i Jydsk Telefon Aktieselskab i Århus. Centralen hed Brejning Central indtil 1919, hvor den blev omdøbt til Spjald Central, da det var svært for udenbys kunder at finde det rigtige Brejning. På grunden mod syd på den anden side af Kildevej byggede han samme år et cementværk- sted, B.1dd.
Hovedgaden 56, B.1da.
Dette hus er bygget 1910 af snedker Chr.P.Christiansen, 12 fag til beboelse og værksted. Herfra drev urmager Chr.Christensen urmageri, cykelhandel og salg af musik- instrumenter. Huset er bygget i kalksandsten, hvilket stadigvæk ses på nordmuren.
Hovedgaden 44, B.1cu. Nedrevet. Amalienborg.
Bygget i 1910 af maler Simon Olrik Simonsen til beboelse, malerværksted, butik og med kælderværelser, som kunne lejes ud til beboelse. Det var bygget sammen med Niels Stampes hus mod syd, adskildt af en brandmur. Simon Olrik Simonsen eksperimenterede i øvrigt i kælderen med at bygge en flyvemaskine over et cykelstel. Den havde vinger af bambusstænger, der bevægede sig som fuglevinger, når man trådte i pedalerne. Mon ikke nok den blev ved jorden ? Butikken var lejet ud til G.M.Knudsens Flensborglager, som forhandlede manufaktur, isenkram legetøj, glas o.s.v.
Stationen, Stationsalle 5, V.40.
I 1910 begyndte man også at bygge Spjald Station. Den stod færdig til banens indvielse i marts 1911. Der var 16 fag til beboelse, ventesal, kontor og postkontor. Det sidste betød, at nu gik posten ud herfra og ikke mere fra Brejning Brevsamlingssted ude ved hovedvejen (Ringkøbingvej 47), og samtidig skiftede poststemplet fra Brejning til Spjald. Der var nu både en Mejeriby og en Stationsby, helt sammenhængende var de ikke, i folketællingerne både i 1916 og 1921 skelner man skarpt mellem Spjald Mejeriby og Spjald Stationsby. Baneanlægget betød en masseinvasion af mennesker til byen, og byens første politibetjent gjorde også sin entre. Baneanlægget betød også, at mulighederne for udvikling pludselig blev meget bedre. Og alligevel var man ikke mere moderne, end at sognerådet først i 1915 opgav mange års indædt modstand mod automobilkørsel på sognets biveje. Det var herredsfogden i Ringkøbing, der brød modstanden ved at love, at man skulle drage omsorg for ikke at være til fare for trafikken !
Hovedgaden 58, B.1cø.
Huset er bygget i 1912 af snedker Chr.P.Christiansen, 10 fag beboelse og forretning. Han drev detailhandel og snedkeri. Senere blev her saddelmagerforretning. I 1915 flyttede fotograf Peder Morsing til byen, boede i den første tid hos gdr.Jens Graversen på "Virkelyst", hvor han i folketællingen 1916 kaldes "nybegynder", men flyttede ret hurtigt hen i sidehuset til dette hus, hvor han indrettede et atelier på første sal med store vinduer både mod nord og taget. Fint tavlet mønster på gulvet, som eksisterer stadigvæk. Byen havde fået sin første fotograf, der fotograferede både i atelieret og ude omkring.
Hovedgaden 22, B.1et.
Bygget o.1912 af landpost Mads Otto Keseler.
Hovedgaden 51, V.19o.
Bygget i 1914 af møllebygger og maskinfabrikant Peder Christian Christiansen med 9 fag beboelse, 9 fag smede- og maskinværksted. Salg af landbrugsmaskiner.
Hovedgaden 60, B.1cz,1cæ.
Ligeledes bygget af møllebygger Peder Christian Christiansen. 11 fag beboelse og værksted bygget i 1915. I mange år hjemsted for Ringkøbing Landbobank, som var det første pengeinstitut på stedet.
Hovedgaden 50, B.1cx.
I 1912 byggede enkefru Oline Knudsen 16 fag til beboelse og butik, hvorfra hun drev manufakturhandel. Huset nedbrændte i 1914, blev opbygget igen og indrettet til isenkram- forretning. Her etablerede familien Ramsing sig i 1919. Nedrevet 2001.
Hovedgaden 38, B.1fd.
Bygget i 1914 af skræddermester Mads Weiss til skrædderforretning. 13 fag til beboelse og butik. Fra 1919 boghandel.
Hovedgaden 43, V.19n.
Bygget i 1916 af murer Valdemar Søndergård, 8 fag beboelse, 4 fag vaskehus.
Markedspladsen.
Sognerådet købte 2 tønder land jord af Cecilie Jakobsen, Nr.Søndergård, hvor nu skolen ligger, 1 1916. Fra samme efterår tillades 2 årlige heste- og kreaturmarkeder i Spjald.
Elektricitetsværket. Hovedgaden 30, B.1fp.
Allerede i 1913 var der tale om at anlægge et elektricitetsværk, der skulle forsyne byerne Spjald, Nr.Omme og Ørnhøj med lys og kraft. Det blev dog ikke til noget. I 1916 holdes stiftende generalforsamling for Brejning Elektricitetsværk, som blev indviet i januar 1917. I en periode er Spjald vindmølle medinddraget med en dynamo og ligeledes Brejninggård vandmølle med en dynamo, da det i forbindelse med 1.verdenskrig kneb med at skaffe brændsel til maskineriet. Det betød ud over lys i husene og kraft til maskinerne også, at de petroleumslamper, borgerforeningen havde fået opstillet som gadebelysning i 1915 kunne udskiftes med elektriske ditto, der gav mere og ensartet lys. Jævnstrøm til 1959.
Slutning.
Nu er vi så nået derhen, hvor der fra bar mark er opstået en velfungerende beboelse, som i 1901 bestod af 12 huse med 85 beboere, i 1906 af 20 huse med 127 beboere og i 1916 af 50 huse med 281 beboere, 145 voksne og 136 børn. Som det jo nok er alle bekendt, sluttede det ikke dermed, og udviklingen stod ikke stille. Allerede i 1922 var der planer fremme om et vandværk, som dog først kom i 1933. Kloakspørgsmålet blev løst i 1927.
I næsten alle årene klagede man over skolemulighederne. Fra starten søgte man Sandbæk og senere Højmose skole samt Hovedskolen i Kirkebyen, men i 1935 fik man sin egen skole på et hjørne af markedspladsen ved siden af vandværket.
Ældreforsorg ? Ja, dengang sagde man også, længst muligt i eget hjem. Kunne man ikke klare sig selv, var der kun fattiggården tilbage. I 1915 var der tale om at slå Brejning og Ulfborg-Hover fattiggårde sammen, det skete først i 1920, og så skulle beboerne ikke alene på fattiggården, men også flyttes væk fra sognet. Alderdomshjem var ikke noget, man havde i tankerne.
Kilde : J. J. Lund
Erhvervsgruppen Spjald
